Opgør med forbud: Hash skal legaliseres

I weekenden til SF’s Landsmøde stillede tidligere landsformand for SF ungdom og folketingskandidat for SF, sammen med nogle andre, et forslag om, at cannabis skal legaliseres. I et indlæg i Politiken skrev de om det, og forslaget gik igennem til Landsmødet.

Youngnews.dk har spurgt Carl Valentin, hvorfor han vil legalisere cannabis.

1) Hvorfor skal vi legalisere cannabis?

Fordi forbudspolitikken ikke gavner nogen som helst – udover de bander, der sidder på handlen i dag.

Der intet empirisk belæg for, at forbuddet mindsker forbruget, og mange steder, hvor man er gået væk fra forbudspolitikken, er der gode erfaringer. En legalisering vil flytte milliardindtægterne fra salget fra bander til fællesskabet og spare os for millioner ved at overflødiggøre politirazziaer. Penge som med rette kunne bruges på at hjælpe mennesker, der har et misbrug.

2) I skriver i indlægget, at hash er skadeligt. Hvorfor så legalisere noget der er skadeligt, i stedet for at udbygge indsatsen mod salg, misbrug og skadelige effekter?

At tro, at man kan stoppe salget er i min optik meget naivt, og for at sige det som det er, så kører det jo heller ikke ligefrem for politiet. Det eneste, de mange razziaer på Staden har betydet, er at salget er blevet spredt. Og i forhold til kamp mod misbrug, ser jeg det bestemt ikke som noget, der står i modsætning til legalisering, men som noget der bør hænge tæt sammen med det.
Jeg har set alt for mange unge mennesker, hvis liv er gået i stå, som sidder derhjemme hver dag og ryger bong for nedrullede gardiner. Dem må vi aldrig lade i stikken. Derfor mener jeg også, at det vil være en god model, at bruge de mange indtægter fra salget til behandlingstilbud og diverse andre indsatser, der kan hjælpe folk med at komme ud af deres misbrug.

Derudover mener jeg sådan set ikke, at staten skal blande sig i, om man en gang imellem har lyst til at ryge en plante, der er skadelig. Det handler om personlig frihed, og jeg mener ikke, at vi bør kriminalisere mennesker, bare fordi de godt kan lide at ryge joints.

3) Er det ikke et meget drastisk skridt at legalisere cannabis i vores samfund?

Det vil nogle nok mene, men for mig er det, at en forandring er drastisk, ikke ensbetydende med, at den er dårlig. Der er mange af de socialistiske forandringer, jeg ønsker for samfundet, som er drastiske, men det ser jeg sådan set som noget positivt.
Derudover handler det at legalisere cannabis i min optik i virkeligheden mere om at regulere markedet end at sikre ”fri hash”. For vi kan ligeså godt se det i øjnene – der er allerede fri hash i Danmark. Alle danskere, der kunne tænke sig at ryge en joint, kan få fat i det. Efterspørgslen er enorm, og der omsættes for over en milliard kroner årligt på Christiania alene.

En legalisering vil til gengæld sikre, at vi får kontrol med handlen. Der vil være varedeklaration, så brugerne kan se, hvad de køber, og der vil være aldersbegrænsning. Cannabis vil kunne bruges medicinsk. Ens ”pusher” vil aldrig tilbyde en også at købe hårde stoffer. Man vil være fri fra ting i sin hash, der ikke skal være der, og man vil vide, hvor meget af det aktive stof, THC, der er i, så færre ryger sig fra sans og samling. Man vil ligeledes slippe for diverse kemiske erstatningsprodukter som eksempelvis Spice, der sidste år kostede en svensker livet.
Så dratisk? Måske. Men på en måde, der vil have en masse positive følgevirkninger.

4) Hvorfor skal det være statskontrolleret, har alle ikke ret til at sælge noget, når det er lovligt?

Som nævnt er hash i overdrevent forbrug farligt, og derfor er det i min optik afgørende, at vi har kontrol med salget. Det har vi jo også med alkohol, som det er ulovligt selv at fremstille, og som der også er afgifter på. Jeg synes i øvrigt godt, at man kan overveje en model, hvor det også tillades at gro planter selv til eget brug, men hvis en legalisering skal være kontrolleret og ikke betyde en voldsom stigning i forbruget, mener jeg, det er afgørende, at salget er kontrolleret.

1689 Total Views 3 Views Today

Be the first to comment on "Opgør med forbud: Hash skal legaliseres"

Efterlad en kommentar

Din e-mail adresse vil ikke blive offentliggjort.


*