Blog: Et forsvar for værnepligten

Af Jesper Holm Frederiksen, blogger, Youngnews.dk, sergent og lokalformand i Randers Konservativ Ungdom. 

Diskussionen om værnepligt bringer mange sind i kog. Det er især blandt de politiske ungdomsorganisationer, at den diskuteres heftigt, og hvor den kraftigste modstand findes. Det kan man blandt andet se ved, at samtlige ungdomsorganisationer, med undtagelse af Konservativ Ungdom – naturligvis – og DFU, vil afskaffe værnepligten.
Begrundelserne for modstanden er i overvejende grad de samme, uanset om det drejer sig om de liberale ungdomsorganisationer eller de socialistiske af slagsen: man er principielt imod det at tvinge unge mænd i trøjen i en – i øjeblikket – fire måneders periode for at aftjene værnepligt. Derudover angives det, at man ønsker “en professionel hær”.

Begge begrundelser har nogle tydelige fejlslutninger og er i et vist omfang selvmodsigende, og det skal jeg redegøre for her. Jeg er selv soldat i Hæren, hvor jeg har gjort tjeneste i 6 år, og mine vurderinger i dette indlæg gør jeg på baggrund af de praktiske erfaringer, jeg har gjort mig igennem min karriere.

Den principielle modstand mod at tvinge våbenføre mænd over 18 år til ”med deres person at bidrage til Fædrelandets forsvar”(i form af værnepligt, red.), som Grundlovens paragraf 81 foreskriver, er naturligvis et ærligt synspunkt, men det er også aldeles inkonsekvent, medmindre man er benhård anarkoliberalist, og det er immervæk nok de færreste unge socialdemokrater, der har Statens afskaffelse øverst på dagsordenen. Skulle man overføre påstanden om, at man ikke vil tvinge nogen til noget, de ikke selv melder sig til, kan man overveje, om det også burde gælde for eksempelvis skatteopkrævning og undervisningspligt. Man benægter ikke nødvendigheden af, at staten opkræver skat fra borgerne, og de gavnlige effekter af, at samtlige borgere har modtaget 9 års obligatorisk undervisning er der ligeledes enighed om. Derfor har man som borger pligt til at opfylde disse bud. Sådan er det også med værnepligt. Det er en pligt, fordi det er nødvendigt for Forsvaret og fordi, det er gavnligt for samfundet.

Som de fleste af Young News’ læsere måske er klar over, er Forsvaret igennem de seneste år endnu engang blevet påbudt at spare en ganske betydelig andel af sit driftsbudget, og den samlede årlige udgift til Forsvaret løber derfor op på små 18 mia. kroner (hvilket i øvrigt kun er halvt så meget, som det kræves af NATO). Udgifterne til opretholdelsen og gennemførelsen af værnepligten udgør ikke en betragtelig andel, men den fylder selvfølgelig en smule.

Til gengæld får vi i Forsvaret stor valuta for pengene, idet lønnen til de cirka 4000 værnepligtige soldater selvsagt er betydeligt lavere, end til fastansatte soldater (men til gengæld dobbelt så høj som SU, så for den enkelte værnepligtige er det som regel en gevaldig lønstigning), og værnepligtsenheder er også aldeles billige i drift, fordi soldaterne ikke skal have dyrt og avanceret materiel, men stort set bare skal have et gevær, en rygsæk og udrustning for at kunne gennemføre uddannelsen.

Men det, der er vigtigere end alle de økonomiske anliggender er, at værnepligten tjener som et centralt og afgørende element i uddannelsen af befalingsmænd og officerer i Hæren. Når man uddanner sig til sergent eller officer gør man under sine praktikophold tjeneste hos værnepligtsenheder, fordi det er i sådanne rammer, at man som fører i Hæren virkelig kan afprøve sin teoretiske viden fra hhv. Hærens Sergentskole og Officersskole.

Når man som befalingsmand eller officer er udnævnt og færdiguddannet, får man almindeligvis stilling i et værnepligtskompagni, hvor man i en periode af sin karriere kan dygtiggøre sig, og hvor ens overordnede kan vurdere ens evner som sergent eller officerer, inden man herefter får fast tjeneste i Hærens stående enheder.

Dermed er så godt som hele Hærens uddannelsessystem koncentreret omkring og med henblik på at træne og uddanne værnepligtige soldater, og det giver nyuddannede sergenter og officerer et fremragende udgangspunkt og brugbare erfaringer, som de kan bruge i deres fortsatte karriere i Forsvaret.

Den enkelte rekrut får også nogle fremragende oplevelser med sig i bagagen ved at aftjene værnepligt i Hæren. Jeg var selv værnepligtig i Den Kongelige Livgarde, og jeg betragter det som et afgørende punkt i mit liv. Ikke kun fordi, jeg fortsatte i Hæren og gjorde karriere, men også fordi, man i sin tid som værnepligtig kommer ind i et arbejdsmiljø, man ikke oplever lignende i det civile liv; som soldat er man ikke på arbejde. Man t j e n e r . Man tjener sit land, sin Dronning, sin familie. Men lever og kæmper for manden ved siden af.

Man bliver en del af fasttømret enhed, hvis overlevelse alene afhænger af enhedens individers evne til at samarbejde. Alt hvad du tidligere har hørt om samarbejde i “teams”, og hvad ved jeg, på civile arbejdspladser blegner i sammenligning. Her er din sidemand, din gruppe, din delingsfører dybt afhængig af dig, og du er dybt afhængig af dem. Man bliver brudt ned, som man aldrig er blevet det før, men man bliver bygget op igen, og det vokser man af – menneskeligt, socialt, ja, fysisk også, for den sags skyld.

Det er ualmindeligt givende for vores samfund, at vi har store dele af den unge mandlige befolkning, der har gennemført den samme uddannelse i en institution, der kan danne folk på en måde, som få andre steder kan: disciplin, opofrelse, respekt for autoriteter og sammenhold er dyder, man desværre sjældent oplever andre steder i samfundet, men det er værdier, der i den grad er bredt anvendelige og agtværdige for samfundet.

Værnepligtstjenesten i Danmark har nu i snart ti år haft en varighed af kun 4 måneder (med visse undtagelser, f.eks. i Livgarden, 8 måneder, og Kongeskibet, 9 måneder), hvilket bestemt ikke er længe nok, men i et dygtigt kompagni kan man godt uddanne ganske hæderlige soldater på den tid – og den er der trods alt. Så man kan altid justere den efter behov.

Afskaffer man den derimod, vil man ikke opnå “en professionel hær”, som der ellers advokeres for blandt modstandere – tværtimod. Hæren ville lide alvorlige, og måske uoprettelige, tab i form af manglende konkret, praktisk erfaring på manuelt niveau for befalingsmands- og officerskorpset. Dermed ville Hæren givetvis være mere “professionel” i den forstand, at alle soldater er kontraktansatte, men den ville i hvert fald være mindre professionel i forhold til kompetencer på det operative niveau.

De liberale og socialistiske ungdomsorganisationer skyder altså ved siden af skiven i deres principielle modstand mod værnepligten. Enten ved at være aldeles inkonsekvente i deres argumentation eller ved at være uvidende om, hvilke skadelige effekter, det ville have på Forsvaret, hvis man gennemførte deres overvurderede principper.

Indlægget er skrevet af blogger Jesper Holm Frederiksen og er ikke nødvendigvis i tråd med sidens holdning. 

2715 Total Views 9 Views Today

Be the first to comment on "Blog: Et forsvar for værnepligten"

Efterlad en kommentar

Din e-mail adresse vil ikke blive offentliggjort.


*